Tidsplan og økonomi

Initiativerne implementeres indenfor en seksårige periode, der løber fra 2022 til 2027.

Tidsplan og økonomiske omkostninger for initiativerne

Initiativ 1 om øget sortering i det offentlige rum udmøntes mellem 2022 og 2025. Meromkostningerne estimeres til at være 800.000-1.000.000 kr. Omkostningerne ligger hos driftsafdelingen. Hos driften er der kun ressourcer til at tømme, vedligeholde og opsætte nye skraldespande, hvis der er behov for dette. Der afsættes ressourcer til blandt andet indkøb af nye affaldsbeholder og til at udføre analyser og evalueringer af de udpegede områder. 

Initiativ 2 om målrettet sorteringsindsats i sommerhusområderne udmøntes mellem 2022 og 2025. Omkostningerne ligger hos Provas. Til dette initiativ er der afsat midler til at opstille nye miljøstationer i sommerhusområder, samt udarbejdelse af informationsmateriale om sortering. Derfor er der ingen meromkostninger til dette initiativ i planperioden.

Initiativ 3 om mere genbrug på genbrugspladserne udmøntes mellem 2022 og 2027. Meromkostningerne estimeres til at være 1.500.000-2.000.000 kr. Omkostningerne ligger hos Provas. Der afsættes ressourcer til blandt andet indkøb af materiel og informationsmateriale samt til undersøgelser af Gram Genbrugsplads og samarbejdspartnere.

Initiativ 4 om henteordning for asbest udmøntes mellem 2022 og 2024. Meromkostningerne estimeres til at være 500.000-600.000 kr. Omkostningerne ligger hos Provas. Der afsættes ressourcer blandt andet til informationsmateriale samt indkøb af opsamlingsmateriel.

Initiativ 5 om Haderslev Kommune skal gå foran udmøntes mellem 2022 og 2027. Meromkostningerne estimeres til at være 500.000-600.000 kr. Omkostningerne ligger hos de individuelle kommunale institutioner og virksomheder såsom skoler, børnehaver og plejehjem. Der afsættes ressourcer til blandt andet informationsmateriel, indkøb af indendørs opsamlingsmateriel samt til øget drift af tømninger.