Erhvervsaffald

Kortlægningen af erhvervsaffaldet dækker over affaldsmængder og udviklingen af affaldsmængder.

Mængder og udvikling af erhvervsaffald

I Haderslev Kommune bliver der produceret mere erhvervsaffald end husholdningsaffald. Erhverv producerer også større mængder af andre affaldstyper, som en husholdning ikke typisk afleverer i deres beholdere eller på genbrugspladsen. For eksempel generer erhvervet mere affald såsom bygge- og anlægsaffald samt jern og metal fra produktion eller service. Affaldsmængderne for erhverv i Haderslev Kommune er hentet i det nationale affaldsdataregister, Affaldsdatasystemet. I 2019 blev der produceret 81.867 tons erhvervsaffald i Haderslev Kommune.  I nedenstående tabel ses status for de indsamlede mængder i 2019. I PDF udgaven af affaldsplanen ses en mere detaljeret oversigt over affaldsmængderne fra erhverv i 2019.

Affaldsfraktioner Affaldsmængde i tons
Bygge- og anlægsaffald 26.655 tons
Deponi 2.199 tons
Forbrændingsegnet 15.322 tons
Farligt affald 9.282 tons
Flasker og glas 1.359 tons
Genanvendeligt træ 3.524 tons
Haveaffald 1.563 tons
Jern og metal 14.374 tons

Affaldsmængderne fra erhverv har ligget på nogenlunde samme niveau for hvert af årene i sidste planperiode. Dette er med undtagelse af 2014 og 2019. Dette skyldes mange eller store nedrivninger i disse år. Andelen af affaldet fra erhverv, der går til genanvendelse er faldet fra 85 % i 2013 til 82 % i 2019. Det skyldes, at der er kommet større fokus på udsortering af de miljøfarlige stoffer samt strengere kvalitetskrav til materialer til genanvendelse, hvilket kan medføre større mængder til deponi og forbrænding. Andelen af affald til forbrænding og deponi er steget med ca. to procentpoint.

Fremskrivning af erhvervsaffald til genanvendelse fra kommunale institutioner og virksomheder

I 2021 blev der indsamlet 84 tons affald til genanvendelse hos de kommunale institutioner og virksomheder. Institutionerne og virksomhederne bruger også genbrugspladserne via erhvervsordningerne og afleverer blandt andet også genanvendeligt affald på genbrugspladsen, hvorfor den reelle mængde til genanvendelse er højere. Der er anvendt data fra 2021.

På nuværende tidspunkt bliver der indsamlet papir og pap, madaffald, plast, glas og metal som de mest almindelige affaldsfraktioner til genanvendelse. Nogle institutioner indsamler farligt affald, elektronik, træaffald og papir til makulering. Som en del af initiativerne for denne affaldsplan, skal der sorteres og indsamles de samme affaldsfraktioner som hos de private husholdninger. Derudover igangsættes der også en større kommunikationsindsats til de kommunale institutioner og virksomheder for at sikre mere sortering til genanvendelse. Derfor forventes der at komme en stigning i indsamlet affald til genanvendelse.

Ud fra en undersøgelse foretaget i 2019 af de kommunale ejendommes affaldsordninger og -mængder, er det muligt at give et skøn over, hvor meget affald til genanvendelse, der kan indsamles. Potentialet for indsamling af affald til genanvendelse ligger på 496 tons pr. år efter ordningerne er indført hos alle kommunale institutioner og virksomheder. Dette potentiale opnås, hvis alt genanvendeligt affald bliver udsorteret af restaffaldet. Dette er ikke realistisk, og der forventes derfor, at der indsamles mindre. Dog er der i potentialet ikke medregnet de affaldsmængder, der bliver kørt på genbrugspladsen. Får de kommunale institutioner og virksomheder en henteordning for disse fraktioner forventes det, at de benytter sig af dem, hvorved mængderne således vil tælle med som indsamlet affald.

Fremskrivning af erhvervsaffald til genanvendelse fra genbrugspladserne

Siden 2019 har antallet af erhvervsbesøg været stabilt. Ligeledes har gebyret for besøg på genbrugspladserne for erhverv været stabil, og har derfor ikke givet anledning til færre besøg end normalt. Eftersom kommunale virksomheder og institutioner får flere indsamlingsordninger, forventes det, at de vil benytte genbrugspladserne i mindre grad. Dog forventes dette ikke at påvirke det samlede antal erhvervsbesøgende på genbrugspladserne væsentligt. Yderligere forventes det heller ikke at prissætningen for brug af genbrugspladserne for erhverv ændres væsentligt. Derfor forventes det at erhvervsbesøgende og mængder fra disse forbliver stabilt.